LIVSCYKLUSGRUPPER

Hent som PDF (0.1 MB)

Hans Kristensen og Hans Skifter Andersen kortlægger udviklingen i befolkningens placering på boligmarkedet og viser, hvordan de faktiske boligforhold har udviklet sig fra 1981 til 2003.  Undersøgelsen er baseret på registerdata; oplysninger om personer og husstande, som offentlige institutioner og myndigheder har indberettet. Alle data er samlet i Danmarks Statistik, der stiller dem til rådighed i anonymiseret form.

10 GRUPPER
Den enkeltes livsløb er bestemt af en lang række variable størrelser; biologi, samfundets historiske udvikling og den enkeltes klassemæssige baggrund og etniske og geografiske tilhørsforhold. Men det er muligt at generalisere og beskrive nogle dominerende livsløb, hvis man opdeler befolkningen i livscyklusgrupper. De består af mennesker, som har nogenlunde ensartede forhold med hensyn til alder, samlivssituation og forældreskab. Grundantagelsen er, at der er en tæt kobling mellem den livscyklusgruppe, man tilhører og den bolig, man har.

Respondenterne i undersøgelsen er delt op i 10 forskellige grupper: Hjemmeboende unge mellem 15-18 år, unge enlige, unge par uden børn, par med børn, enlige med børn, midaldrende par uden børn, singler, ældre par og enlige ældre. Gruppen ’blandede’ består af husstande, der ikke kan placeres i grupperne.

For hver gruppe viser en figur udviklingen i boligformer fra 1981 til 2003 (klik på figurerne for visning i stort format).

UNGE ENLIGE
Kun omkring 30 procent af de unge enlige i alderen 18 til 29 år har egen bolig. Halvdelen af aldersgruppen bor stadig hos forældrene, cirka 10 procent bor sammen med andre i bofællesskaber og lignende, og cirka 5 procent bor på kollegier. Andelen, som har egen bolig, steg fra cirka 27 procent til omkring 30 procent fra 1986 til 1998, hvorefter den kun har ændret sig lidt.

De private udlejningsboliger er den mest almindelige boligform for de unge, men i perioden har der været et fald i andelen, der vælger den boligform, mens andelen, der bor i almennyttige boliger har været gradvist stigende. Fra 1986 til 1992 var der en markant stigning i andelen, der bor i andelsboliger.

UNGE PAR
91 procent af de unge par under 30, som endnu ikke har fået børn, havde egen bolig i 2003. Den andel lå på over 95 procent i de tidligere år. Det kan skyldes, at flere deler bolig med andre eller bor i kollegieværelser mv.

Andelen i enfamiliehuse er ligeledes faldet kraftigt. I periodens begyndelse boede godt 37 procent i enfamiliehuset, som var den mest almindelige boligform. Ved periodens slutning var andelen faldet til cirka 23 procent. I 1981 boede kun et par procent i andelsbolig, mens det var steget til 10 procent i 2003. Ved periodens slutning var den mest almindelige boligform den private udlejningsbolig med cirka 33 procent af gruppen.

BØRNEFAMILIERNE
Mellem 70 og 80 procent af børnefamilierne med to voksne og et eller flere børn bor i eget enfamiliehus.

Blandt de unge par under 35 år med børn er der to udviklingstræk, som har præget udviklingen i de godt tyve år. Dels et langsomt fald i andelen, som bor i eget enfamiliehus fra cirka 67 procent til cirka 61 procent. Dels en modsvarende stigning i andelen, som bor i andelsbolig fra ingen til godt 5 procent.
Blandt de ældre par med børn har andelen i eget enfamiliehus svinget mellem 70 procent og 80 procent. Enfamiliehuset har fastholdt sin popularitet igennem hele perioden, trods store udsving i priserne på ejerboliger. Der har samtidig været et jævnt fald i andelen, som bor i privat udlejningsbolig fra 10 procent i 1981 til cirka 6 procent i 2003.

ENLIGE FORSØRGERE
De enlige forsørgere med børn har et bosætningsmønster, som er helt anderledes end alle de øvrige gruppers. Mellem 65 og 70 procent af gruppen har igennem hele perioden boet til leje. Flest i den almene sektor, som har huset mellem 40 og 45 procent. Færre i den private udlejningssektor, hvor der i 1981 boede næsten 30 procent og i 2003 knapt 25 procent. Der har i hele perioden været en støt stigende andel, som bor i andelsbolig.

MIDALDRENDE SINGLER
Næsten en fjerdedel af denne gruppe har ikke egen bolig men bor formentlig hos familie, deler bolig med andre, bor i bofællesskaber eller på kollegier. De kan også bo i ”boliger” uden køkken, som på grund af denne mangel definitionsmæssigt ikke er en bolig og ikke optræder som sådan i statistikkerne. Andelen, der bor i private udlejningsboliger, er faldet fra godt 35 procent til lidt under 20 procent. I modsætning til det er andelen, der bor i almene boliger, steget fra cirka 16 procent til 20 procent, og andelen i andelsboliger er steget fra en procent til cirka 8 procent.

MIDALDRENDE PAR UDEN BØRN
Størsteparten af de midaldrende, der bor sammen som par men ikke har børn, har igennem hele perioden boet i eget enfamiliehus – omkring 60 procent i 1981 og cirka 67 procent ved periodens slutning. Andelen, der boede i privat udlejning, er blevet reduceret fra 20 procent til cirka 8 procent siden 1981, men også andelen i almene udlejningsboliger er gået ned.

ÆLDRE
Blandt de ældre par på over 60 år bor væsentligt færre i privat udlejning, mens der ses en meget lille forandring i de almene udlejningsboliger. En konstant stigende andel bor i eget enfamiliehus – i 1981 var det cirka 57 procent, og i 2003 cirka 68 procent. Tallene skyldes formentlig, at ældre bliver boende i eget hus længere end tidligere.

ÆLDRE ENLIGE
Blandt de ældre enlige over 60 år har den mest markante forandring været en støt stigende andel, som bor i almene lejeboliger. Udviklingen er gået fra godt 15 procent til næsten 30 procent. En forklaring kunne være, at der i perioden er bygget en del almene ældreboliger. Andelen, som bor i privat udlejning, er faldet markant fra cirka 43 procent til 25 procent. Igennem hele perioden har cirka 30 procent af de ældre enlige boet i eget enfamiliehus. Denne andel er hverken steget eller faldet på de godt tyve år.