PARCELHUSETS TIDSALDER

Hent som PDF (0.2 MB)

Det fritliggende hus med have giver privathed, ro og muligheder for at bygge om efter lyst og behov. Det er kvaliteter, som de fleste danskere sætter højt. I en undersøgelse fra 2001, blev danskerne spurgt om, hvordan de ønskede at bo om 5 år. 72 procent svarede, at de foretrak at bo i ejerbolig. Og de, der foretrak ejerboligen, ønskede et enfamiliehus, de var fortrinsvis under 50 og i et parforhold. Ældre og enlige ønskede i højere grad at bo til leje og lagde vægt på fordelen ved, at husværten stod for drift og vedligehold. 

I et større historisk perspektiv er det udbredte og ønskede parcelhus en forholdsvis ny tendens. Hedvig Vestergaard forsker i det danske boligmarkeds udviklinger gennem de seneste par århundreder. Hun fortæller, at ønsket om parcelhusets placering øverst på danskernes boligønskeseddel er en forholdsvis ny tendens, som for alvor viste sig efter 2. Verdenskrig.

”Før da boede de fleste mennesker i lejeboliger. Også de rige,” fortæller Hedvig Vestergaard. ”Indtil omkring 1940 var der ikke nogen økonomisk fordel ved at bo i egen bolig frem for i en lejebolig. Først derefter blev boligkøb set som den mest fordelagtige investering, folk kunne foretage sig. Så hele koblingen mellem økonomisk frihed, livsopsparing og boligkøb kom først på det tidspunkt, og tog til op gennem 1950´erne og 1960´erne,” fortæller Hedvig Vestergaard.

OPFINDELSEN AF FORSTADEN
Hedvig Vestergaards statistiske forskning har afsløret nogle historiske bevægelser, hvor det danske boligmarked har bevæget sig fra overvejende at bestå af lejeboliger til at ejerboliger i dag udgør godt halvdelen. Den enkelte bolig er også blevet større, samtidig med at vi bor færre i hver husstand, og det har betydet, at der på 40 år næsten er sket en fordobling i antallet af kvadratmeter bolig pr. indbygger, fra 29 m2 i 1960 til 52 m2 i år 2000.

Desuden har vi med urbaniseringen udviklet en historisk ny byform, nemlig forstaden, hvori langt de fleste fritliggende huse befinder sig. Og netop fremvæksten af forstaden er grunden til, at Hedvig Vestergaard ikke er begejstret for, at parcelhuset er så dominerende en boligform. ”Parcelhuskvarterer er ikke rigtigt bykvarterer. Husene ligger for langt fra hinanden til, at der kan opstå byliv og fællesskab. Samtidig spiser forstadskvartererne store landområder, som før var natur. Det er et ret dårligt bytte,” siger hun.

ANDEL OG ALMEN
Ud over parcelhusets succes har også to væsentlige boligbevægelser haft betydning for, hvordan vores samlede boligmasse ser ud i dag. Den ene er andelsboligforeningen, som fik et opsving i 1975, da det blev muligt for lejere i en privat udlejningsejendom sammen at købe deres ejendom til udbudspris og organisere boligøkonomien i et fællesskab.

”I begyndelsen af 1980´erne kom der også støtte til byggeri af nye andelsboliger, og dermed begyndte antallet af private andelsboliger i form af mindre tæt-lav bebyggelser at stige,” fortæller Hedvig Vestergaard.

Den anden væsentlige boligbevægelse er den almene sektor, der manifesterede sig som socialt boligbyggeri i 1930´erne med ideer om, at det er fællesskabets ansvar at opføre boliger for den fattigste og mest udsatte del af befolkningen. Under og efter 2. Verdenskrig blev der oprettet boligselskaber i alle større byer, og industrialiseringen af byggeriet medførte, at der op gennem 1960´erne og 1970´erne lynhurtigt kunne opføres store moderne men ensartede almene boligbebyggelser, som siden er blevet de kvarterer, vi i dag karakteriserer som socialt udsatte byområder.

BOLIGMARKEDET OPDELT I TUNNELLER
Vi har altså en række forskellige boligformer i Danmark, men Hedvig Vestergaard peger på, at mobiliteten på boligmarkedet er stærkt begrænset. Den almene sektor, andelsboliger, ejerboliger og privat boligudlejning fungerer som sideordnede, men adskilte boligsystemer. Hedvig Vestergaard kalder systemerne for tunneller, og fra hendes helikopterblik skaber denne opdeling et overordnet problem med det danske boligmarked i dag: ”Hver sektor fungerer i sin egen tunnel, det vil sige, at der stort set kun er mobilitet inden for den enkelte sektor: Hvis man ejer en bolig, kan man sælge den og købe en anden. Hvis man er lejer af en almen bolig, kan man typisk over tid få adgang til bedre og bedre boliger hos samme boligselskab. Lejeboliger hos private udlejere får man adgang til ved at kende nogen, som kender nogen eller ved at være med i en særlig klub. Men der er meget lidt mobilitet på tværs,” fortæller Hedvig Vestergaard.

UNGE HAR SVÆRT VED AT KOMME IND PÅ BOLIGMARKEDET
Den manglende mobilitet på tværs betyder, at selv med mange typer af boliger på markedet, er den reelle fleksibilitet på boligmarkedet begrænset. ”Især er det meget svært at komme ind på det danske boligmarked, når man er ung og først får brug for en bolig,” siger Hedvig Vestergaard. ”Valget bliver ofte en dyr ejerbolig, da det ikke er muligt at få en lejebolig, som ofte vil være en mere passende startbolig.”